januar 4, 2022
Der findes mange forskellige typer stabiliseringsmateriale på markedet. For at opnå det bedste broderiresultat er det vigtigt at anvende den mest passende type stabilisering. Men stabilisering er også vigtig ved syning af dekorative sømme. Efterhånden finder du nok din favoritstabilisering til dine projekter - og nedenfor kan du læse en kort beskrivelse af de mest anvendte typer.
Tear-Away eller rivvlies anvendes oftest til vævede, stabile materialer. Placér stabiliseringen under stoffet ved syning af dekorative sømme eller spænd den under stoffet i rammen ved maskinbroderi. Efter syning/broderi rives overskydende stabilisering af udenfor sømme/broderi.
Rivvlies findes i flere forskellige tykkelser, og her er det vigtigt at vælge en tykkelse passende til stoffet og broderiet. Et kompakt, tæt broderi kræver en kraftigere stabilisering, mens et åbent, let broderi kan broderes med en tyndere stabilsering.
En strygbar rivvlies er en stabil stabilisering, der har en glat side, der kan stryges fast stoffet. Den anbefales til stikvarer eller ustabile materialer. Stryg den på bagsiden af stoffet før syning af dekorative sømme eller ispænding af stof i brodérrammen. Efter syning/broderi rives overskydende rivvlies væk. Bemærk: Der efterlades ikke limrester på stoffet, når overskydende stabilisering er revet bort, og resterne kan dermed genbruges og stryges på et andet stof.
Cut-away stabilisering kan ikke rives væk; den skal klippes bort med en saks. Cut-away stabilisering anbefales til strik og ustabile materialer, hvor en permanent stabilisering under broderiet et påkrævet.
Vandopløselig stabilisering placeres ofte på oversiden af stoffet ved broderi på materialer med løkker, luv eller anden ujævn overflade, f.eks. frotté, fløjl, fleece eller strik. Ved cutworkbroderier spændes den vandopløselige stabilisering under stoffet. Vandopløselig stabilisering kan også anvendes alene uden stof ved lacebroderier. Stabiliseringen fjernes ved at lægge stoffet i blød eller skylle under rindende vand (afhængigt at tykkelsen på stabiliseringen). Vandopløselig stabilisering findes i forskellige tykkelser.
Den vandopløselige stabilisering findes også med en klæbende bagside og kan anvendes til materialer, der har behov for at blive fixeret ved ispænding i rammen, f.eks. strækbare materialer, og hvor stabiliseringen skal kunne fjernes fuldstændigt efterfølgende. Vær opmærksom på, at limen fra stabiliseringen kan sætte sig på nålen ved broderi og forårsage trådbrud. Dette kan afhjælpes med en "Super Universal" nål, der har en non-stick belægning.
Varmefølsom stabilisering kendes også under navnet Heat Away. Det er et løstvævet stoflignende materiale, der anvendes ved syning af cutwork eller teknikker, hvor der sys udenfor stofkanten. Stabiliseringen forsvinder ved at stryge på den, og den er derfor velegnet til materialer, der ikke tåler vand.
Klæbende stabilisering anvendes til broderier, hvor stoffet ikke kan eller må spændes i rammen fordi det enten er for sart eller emnet er for lille. Den klæbende stabilisering spændes i rammen med papirsiden op. Rids med nål i papiret og fjern det, så den klæbende overflade kommer frem. Placér stoffet eller emnet på den klæbende stabilisering og brug rifunktionen på maskinen til at holde det fast. Når broderiet er færdigt, rives overskydende stabilisering på bagsiden af stoffet væk.
Vær opmærksom på, at limen fra stabiliseringen kan sætte sig på nålen ved broderi og forårsage trådbrud. Dette kan afhjælpes med en "Super Universal" nål, der har en non-stick belægning.
Du kan godt anvende flere typer stabilisering til et broderi. F.eks. kan et vævet stof med luv have en rivvlies på undersiden og en vandopløselig stabilisering på retsiden pga. luven.
Der findes ikke en facitliste til hvilke typer stabilisering, du bør anvende. Det afhænger af stoftype og hvilket broderi, du skal sy. Jo flere sting i broderiet, jo mere behov for en kraftigere stabilisering. Desuden skal du tænke på, hvordan du skal bruge det stof, du broderer på. Er det en børne t-shirt i strækbart stof, der gi´r sig, når de tager den af og på? Her er det vigtigt, at t-shirt stoffet afstives godt - måske med en blivende stabilisering (cut away).
Det anbefales altid at sy en prøve, hvis du skal sy eller brodere i en stofkvalitet, du ikke har prøvet før.